Børnehulen Dittes Private Pasningsordning
Her hos mig....:

Gives der tid - masser af tid.

Vi er meget ude - hver dag - enten i haven, eller ude og gå en tur, eller begge dele.

Nå vi er ude kan vi godt blive godt snavsede, fordi vi mærker, lugter og undersøger naturen. (Så husk praktisk tøj til årstiden).

Vi kan også blive snavsede indenfor. Vi maler, tegner, klipper, klistrer bager eller leger med sanser.
Derfor kan der godt komme pletter/streger på tøjet.

Øver vi i at sidde pænt ved bordet når vi spiser. Men vi skal også have lov til at "mærke" maden, så når de små kan, får de lov til at spise selv. Der følger lidt ekstra rengøring med, men jeg mener at det er vigtigt for børnene at "få lov" i denne fase, da det er en vigtig del af udviklingen.
Derfor kan der forekomme leverpostej i håret og makrel på blusen.

Vi fjoller meget!
Børn elsker når man laver sjov og ballade. Så det laver vi meget af.

Arbejder vi meget på, at børnene bliver selvhjulpne, robuste, trygge og sociale skønne små individer - som bliver klar til børnehave.
De får den tid de skal bruge til selv at tage tøj og sko på selv. Og af igen.
Vi øver, og øver til den er der.
Sproget udvikles hver dag - vi taler meget. Både verbalt og kropsligt.
Børnene får lov til at bruge kroppen, og selv finde ud af at løse hvordan de nu lige kommer op på cyklen, ind i legehuset eller hvad det nu måtte være (alderssvarende naturligvis).
Vi synger - laver fagter. Tegner, maler og laver kreative ting af f.eks. noget vi har fundet i naturen (og får en snak om det).
Børnene skal lære at sætte ord på deres følelser ("Jeg er sur fordi....), tanker ("Jeg vil gerne gynge"), handlinger ("Jeg gynger....") og minder ("hvad lavede du i weekenden" osv.)

Man må gerne gå ind uden at banke på - døren er åben - men vær rar at tage skoene af ude på måtten ved indgangen.

Sms'er:
Jeg er meget åben for sms'er.
F.eks. hvis I om aftenen kan se at barnet er sløjt, og at det bliver en sygedag dagen efter, så skriv gerne om aftenen.
Eller hvis I ved at dagen efter bliver en fridag, så skriv også gerne.

Når barnet er nystartet vil jeg også meget gerne give besked i løbet af dagen, med hvordan det går - såfremt I ønsker det.
I er også meget velkomne til at ringe og spørge til barnet.

Blot må I ikke forvente, at jeg svarer på en sms med det samme. Jeg har jo travlt med at være sammen med børnene, så med mindre I lige fanger mig på et "godt" tidspunkt, så kan der godt lige gå lidt før jeg svarer.


Børnehulen Dittes Private Pasningsordning | Kværkeby Stationsvej 18, 4100 Ringsted - Danmark | Tlf.: 26 25 36 84 | ditteskriver@yahoo.dk